Tag på bunkertur og oplev Houvig Fæstningen, som var et af tyskernes vigtigste fæstningsanlæg i Danmark under 2. Verdenskrig.
Lige knap 4 kilometer nord for det lækre Søndervig ligger resterne af betonklodserne fra de næsten 100 bunkere og betonanlæg, som fungerede som en del af tyskernes vold med maskingeværbunkere og kanoner fuld af minefelter og pigtrådsspærringer.
Houvig Fæstningen var en del af Atlantvolden, som havde til hensigt at sørge for at de allierede ikke kom ind på Europas fastland. Atlantvolden var en magtdemonstration der skulle fortælle omverdenen hvor stærkt det Tredje Rige var. Meget symbolsk blev den aldrig bygget færdig.
Ved Houvig Fæstningen findes også kommandobunkeren “Ringelnatter”, som var et topmoderne radaranlæg under krigen, hvorfra Luftwaffe (det tyske luftvåben) holdt øje med de allierede bombefly, som kom ind over Vestjylland.
Fra kommandobunkeren forsøgte Luftwaffe at nedskyde de allierede fly. Det er en unik og meget imponerende oplevelse at besøge den store bunker og er absolut en seværdighed værdig når man er på disse kanter – historieinteresseret eller ej.
Houvig Fæstningen ligger på Houvig Klitvej, 6950 Ringkøbing og Ringkøbing-Skjern Museum laver løbende bunkerture i løbet af året, hvilket du kan læse mere om på deres hjemmeside.
