Tæller man samtlige øer og holme i det sydfynske øhav ender man på 55. Faktisk er det verdens største oversvømmede istidslandskab og det er kun de højeste bakker der stikker op af vandet og som altså udgør alle øerne.
Øhavets liv og glade dage
Tager I på weekendtur til det sydfynske øhav er I garanteret en masse lokale lækkerier og charmerende natur- og landsbyoplevelser. Måske I allerede har været på Langeland, Tåsinge eller Ærø – ellers er det på tide og et oplagt mål for hele familien, hvad end man er til romantik, aktiv miniferie eller bare ren afslapning med ungerne.
Foruden de store øer er små-øer som Avernakø, Bjørnø, Drejø, Skarø, Hjortø, Birkholm, Strynø, Lyø og Thurø nogle af de små perler i det sydfynske øhav man kan besøge, og når man en sommerdag spejler sig ud i horisonten, vil man kunne se et hav af sejlbåde fra ind- og udland. En stor del af oplevelsen ved de små øer er helt sikkert de lokale øboere som primært ernærer sig ved landbrug og fiskeri, og som altid er klar på en lokal anekdote eller to.
Romantik, aktiv ferie eller familietur
Om man er til det ene eller andet er egentlig ikke så afgørende, for der er aktiviteter for en hver smag i det sydfynske øhav. Uanset vejret er der oplevelser at hente til vands, til lands, i bakker og byer, på små og store øer og endda på havets bund.
Er man til en aktiv weekendtur kan man cykle rundt på de forskellige øer (dog mest hensigtsmæssigt på Langeland og Ærø), men ellers kan man leje havkajakker, SUP Paddle Boards eller dykke på havets bund. Er man til romantik kan man bruge det smukke landskab langs vandet til smukke aftenture i mens solen går ned.
Overnatning i det sydfynske øhav
Øhavsshelter, camping, jeres egen båd, bed & breakfast, hotel eller kro… Ja listen er lang, og der er masser af muligheder for overnatninger i det sydfynske øhav – og vi anbefaler en blanding af luksus og frisk luft til kinderne. På de små øer er det oplagt at blænde ind hos de lokale, hvor det på de større øer måske er mere ideelt at have en “fast base” på en campingplads, hotel, kro eller bed & breakfast.
Hvordan kommer man rundt på de forskellige øer?
Godt spørgsmål! Det er jo ikke alle der har deres egen sejlbåd, så hvis I skal rundt på de forskellige øer kan det være en god idé at gøre sit forarbejde og fra Svendborg sejler der mange forskellige både til øerne i øhavet.
